Tórshavn Marathon, 4. juni 2023

 

Her kommer en lang fortælling om en fantastisk tur og et udfordrende løb på Færøerne – det er svært at begrænse sig og vi har forskellige tanker og oplevelser, som vi gerne vil fortælle om😊

Deltagere fra Langeskov Løb & Motion:

1/1: Anna, Naja, Louise (debut) og Lene

1/2: Maybritt og Marianne

Fotograf: Jan

 

 

Tiden går stærkt – det er allerede 29 dage siden, at vi kunne ånde lettet op, alt var gået som det skulle – ingen grund til alle de bekymringer! Vi kom alle flot igennem det fantastiske løb i Tórshavn.

Det hele startede en aften på p-pladsen efter træning, hvor Anna fortalte at hun skulle løbe maraton i Tórshavn. Nøj det lød spændende, men også meget hårdt!! Masser af bakker (næsten 500 højdemeter), temmelig tit meget dårligt vejr - regn, tåge og blæsevejr. Der blev tænkt og tænkt – konklusion: Det skal prøves!!

Så søndag den 28. maj drog vi, meget spændte, afsted med fly fra Billund til Vágar. Vi havde hørt meget om hvor slem denne flyvetur kunne være – alle frygtede det værste – men heldigvis var det en super fin tur.

Vi fik vores 2 lejebiler, og kørte til Midvágur, hvor vi skulle bo den næste uge. Annas hjemby, mega hyggelig.

Ugen gik meget hurtigt, vi kom langt omkring – hver dag var vi ude og se noget i den skønne storslåede natur. Vi løb korte bakkede ture, vandrede over fjeldene, sejlede kajak, sejlede med båd på det store hav og så den storslåede natur fra havsiden. Vi så og kom tæt på Lunder (søpapegøjer) og vi så masser af skønne får og lam. Vejret var meget bedre end alle havde sagt. En masse skønne oplevelser, og med de allerbedste guider, Anna og Jan – tusind tak til jer.

 

 

Nå, men vi var jo kommet for at deltage i et løb, så det skulle der også lades op til! så dagen før var hviledag for kroppene – så der var ekstra gang i strikke- og hækletøj 😊 Louise lavede en stor grydefuld af hendes pastaret med kylling, så alle fik depoterne fyldt op.

Den store løbsdag

Vi kom til Tórshavn i god tid, så der var tid til at ombestemme sig – skal det være korte/lange ben? Korte arme/lange arme? Vejret var flot, men ville det være det på hele turen? Toilet blev besøgt flere gange - alle havde sommerfugle i maven 😊Lidt opvarmning skal der til, så afsted med os – det skulle bare være en lille flad tur, men det findes ikke på Færøerne 😊

Vi ønskede hinanden ”God Tur”. Starten gik kl. 13.00 med en flok Rynkeby ryttere forrest.

Ruten kendte vi, vi havde kørt næsten hele ruten i bil – så vi var forberedt på de ”skønne” bakker 😊Man kunne vælge at løbe 5 km (1 runde i byen), 10 km (2 runder i byen), 1/2 maraton (1 runde i byen + ud langs fjorden, vende og retur til byen) eller 1/1 maraton (1 runde i byen, ud langs fjorden og over på den anden side af fjorden, inden turen gik modsat til byen) – Anna havde hørt, at der ville være 4 af de rigtige gode bakker tilbage, når vi havde vendt på den anden side af fjorden, det var godt af have styr på.

Der kan være mange tanker før og under en lang løbetur – meget forskelligt hvad man hver især har fokus på. Jeg havde læst, at man skulle være nået 28 km mærket inden 4 timer – det fyldte rigtig meget oppe i mit hoved, det var Louises første maraton, og jeg ville gerne at hun fik en god oplevelse – men kunne vi nå det med alle de bakker og evt. blæsevejr? Heldigvis fik Louise fortalt mig, meget bestemt, et par dage før løbet, at det kan vi GODT – så det frygtede og tænkte jeg ikke mere på. Dog havde jeg indstillet uret, så jeg kunne se om vi var foran / bagud tiden – og på et tidspunkt kunne jeg fortælle, at vi var 45 minutter foran, det gav ro. Jeg havde løbet maraton 3 uger tidligere, det havde været hårdt, så jeg var meget spændt på hvordan denne tur ville blive – men mit største fokus var Louise. Allerede ved start udså Louise sig et ”offer” – hvis hende der kan, så kan vi også! Og da vi havde løbet omkring 2 km, så vi hende igen, denne gang gående – men vi var enige om, at det kunne jo være hendes strategi, allerede fra start at skifte mellem løb og gang. Vi kom godt igennem runden i byen – forbi plejehjemmet 2 gange, hvor de ældre sad og vinkede til os – vi vinkede selvfølgelig igen 😊Det var varmt og jeg var lige ved at fortryde mine lange bukser – Louise var glad for sine korte. Så gik turen ud langs fjorden, der var gode bakker undervejs.

I mit hoved kørte det lidt med, hvordan har jeg det? Er det bedre eller værre end i København? Husk at få vand, energi og salt – Louise var god til at huske os på det. Louise nævnte at maven drillede lidt – uha, håber ikke det bliver slemt, hun skal gennemføre! 1. maraton og så på hendes fødselsdag, det skal lykkes!! Vi nød udsigten og nød at hilse på og klappe af de seje 1/2 maratons løbere som var begyndt at komme i mod os. Vi kunne se over til vores ”vendepunkt” – uha der var langt, men vi løb med godt humør. Louise havde en drøm om, at nogle får skulle krydse vejen foran os og det skete heldigvis i starten af løbet – så var den hakket af 😊Der blev længere og længere mellem løberne, så vi satte gang i musikken på telefonen – det var dejligt. Vi begyndte at møde de seje maratons løbere, så dejligt at kunne heppe lidt på dem – det gav god energi. Så kom Anna imod os, hvor var det skønt – godt humør og tid til fotostop 😊og lidt senere kom Naja, igen godt humør og fotostop 😊Der var nu ikke langt til vendepunktet – og der stod nogle skønne mennesker og heppede, og minsandten om de ikke stod med et lille lam i snor. Hvor var den sød – vi fik taget billede sammen med lammet, nød depotet og havde højt humør og god energi til at påbegynde sidste del af turen (vi skulle jo nå 28 km inden 4 timer – og det gjorde vi fint!) Turen retur var hård, vi var næsten alene – men vi mødte flere der løb imod os, så vi var langt fra de bagerste. Vi mødte også Louises ”offer”, dejligt at se at hun havde god energi. Vi løb sammen med en mand på et tidspunkt, han nød også vores musik og sagde at han dog aldrig havde troet at han skulle løbe maraton på Færøerne til Abba – og så gav han den gas😊Vi nød naturen, små fosse og det flotte vand – og pludselig siger Louise: Der er en sæl! Den måtte vi da lige stå og kigge på et øjeblik 😊Vi stoppede i et depot, bare for at få en pause – manden i depotet kunne se at der stod ”Langeskov” på vores bluser, så han fortalte stolt at han havde været på spejderlejr i Langeskov – wow, jeg var også med på den spejderlejr. Fedt – ny energi. Så vi må videre.

Louises sagde, at hendes mave stadig drillede – åh nej tænkte jeg, bare hun har fået nok væske mv., vi skal i mål! Der kom nogle ”skønne” bakker – jeg valgte at spare lidt på krudtet, så jeg gik – Louise løb stille og roligt op. På en af de stejle bakker fik vi øje på Jan, nøj det var fedt – vi vinkede og vinkede, så se os dog Jan – Hi hi, da vi kom op til ham, grinede han for han havde set os, men havde bare sat kameraet til at filme selv. Skønt at møde dig Jan, det gav tiltrængt energi! Vi nærmede os byen og Louise klagede igen over maven, jeg tilbød at tage hendes mavebælte – det skulle jeg have tænkt på meget tidligere, for det var en stor lettelse, sagde hun. Louise har flere gange løbet fra mig, når vi har nærmet os mål, hvilket er helt ok, men der var nok ikke helt så meget energi tilbage, for pludselig siger hun: Vi følges over målstregen, ikk´? Jo, selvfølgelig gør vi det! Meeenn så kom hendes næste tanke 😊kan vi nå at slå fars tid? Så tempoet blev sat lidt op, og ja, vi kom godt i mål og slog hans tid 😊I mål stod Maybritt og Marianne, hvor var det skønt at se jer!! Og der blev vartet op, så vi kunne føle os godt tilpas. Tusind tak for jer. Anna og Naja var gået op i omklædning, så vi gik hurtigt op til dem. Hvor var det skønt at være samlet alle sammen, og mærke at alle var SÅ glade og stolte over at have gennemført løb i Tórshavn.

Vi fik en lækker salat med laks og noget at drikke til. Sidste punkt på dagsordenen var at spise på en restaurant i Tórshavn, vi skulle jo fejre Louises fødselsdag, og at vi alle havde haft et godt løb og en fantastisk ferie. Sjovt som alle kiggede mærkeligt på mig, da jeg spurgte om vi skulle gå hen til restauranten 😊 der var vist ikke mere krudt i benene – men jeg gik og fik også lige en ekstra god oplevelse med. Louises ”offer” kom løbende mod målstregen, jeg heppede og klappede – hun så træt men glad ud – men jeg blev ekstra glad da jeg så, at alle i målområdet også heppede og hun fik sin medalje, også selvom tidstagningssystemet var taget ned og der var gået mere end 6 timer, som spærretiden ellers var. Fedt hun fik sin medalje!

 

Annas tanker:

For mig var det en fantastisk oplevelse endelig at stå klar ved løbet i Tórshavn og tænke på, hvordan klarer jeg det og I andre det? Hvad gør bakkerne? Går man helt ned? Fremprovokerer det skader som nogen døjer med? En spænding, men med fortrøstning, fordi vi løber jo meget og har trænet gennem lang tid, så det skal nok gå. Helt specielt var det at stå sammen med jer skønne løbevenner fra Langeskov og med min kære mand blandt tilskuerne. Det giver en god følelse af fællesskab. Nogen at dele oplevelser med. Det synes jeg, at vi havde fået masser af den uge vi havde været sammen, og nu var det så det sidste. Det vi var kommet for.

Jeg var også glad for, at vejret viste sig fra sin bedste side. Fordi en smule vind og godt med solskin det meste af tiden; Det er fantastisk løbevejr på Færøerne! Og det gør, at man kan nyde udsigten. Hvilket er en stor del af løbet på Færøerne, hvor man løber fra byen og ud til en bygd og tilbage. Der er en vej, fjelde, åer og små fosse samt får, og så dem der deltager i løbet. Der blev længere og længere imellem dem, jo længere vi nåede ud, og man havde hele vejen for sig selv, nærmest. Jeg fulgtes med Naja den første kilometer, og hun sagde, du skal bare løbe. Det sagde jeg også til hende, fordi vi havde aftalt, at vi løb i eget tempo, og fulgtes vi, så var det fint. Fulgtes vi ikke, så var det også fint. Det gik fint. Jeg mødte nogle kendte ansigter som viste vej, og det var skønt at hilse på dem (HEEYY! (vinke, vinke)). En enkelt krammer blev det også til.

Jeg fulgtes med et par østrigere en del af vejen. Da vi kom i modvinden gav de mig tegn til at løbe i læ af dem, så de kunne skærme af for vinden. Rigtige gentlemen. Det gjorde jeg også et stykke tid. Vores veje skiltes på et tidspunkt. De trak fra på vej mod Kaldbak. Da var det i øvrigt rigtig varmt med solskin og vinden i ryggen. Men, det gik. Ved Kaldbaksbotn regnede jeg den ud, at vi nok skal vende ved km 23 i Kaldbak. Ganske rigtigt. Der kom også et skilt, hvor der stod 500 m til vendepunkt. Det føltes langt, og det gik en smule opad. I Kaldbak var der nogle som heppede, udover løberne selv. Der blev spillet musik oppe ved husene højere oppe, og omkring depotet. Glade mennesker. Dejligt. Jeg stoppede næsten ved hvert depot og fik vand og energidrik. Heldigvis var der også toiletvogne ude på ruten. Efter Kaldbak var jeg allerede lidt træt. Det er hurtigt, når man kun lige er over halvvejs. Jeg mødte heldigvis først Naja og ret hurtigt efter Lene og Louise. Det var en fest at møde dem og se, at de var ved godt mod. Det gav energi, mest psykisk (ikke så meget i benene ). Tempoet dalede, men jeg tænkte, du kan godt. Fortsæt. Nyd udsigten. Tag dig tid til at tage nogle billeder. På tilbagevejen mod Tórshavn blev det mere køligt, og det var her jeg begyndte at tælle bakker. Det var ligesom næste fokuspunkt. Over den bakke, så er der kun 3 tilbage.

På toppen af den ene bakke øjnede jeg Jan. Det var ved km 36. Han kom mig i møde og vi fulgtes opad. Det var dejligt at se ham På det tidspunkt så jeg de 2 østrigere igen. De vinkede til mig. Vi overhalede hinanden et par gange. Så gik jeg på toilet ved det sidste depot, 4 km før mål, og da kom de langt foran. Jeg havde svært ved at komme i gang igen. Kom nu, sagde jeg til mig selv. Nu går det ned af bakke. Løb. Og det gjorde jeg (teknisk set). Efter den gamle studenterskole, som jeg har gået på i 2 år for mange år siden, var den sidste bakke ovre. Så var der kun 3 km igen. Det klarer jeg, sagde jeg til mig selv. Der var alvorlig nedtælling. Næsten ikke et øje i miles omkreds. Så var den der. Havnen. Lige imellem de huse der, op ad vejen, rundt i svinget, forbi boghandlen og ned ad bakken og i mål. Lige i svinget blev jeg overhalet af en kvinde som kom i fuld fart (sådan så det ud for mig, men det var nok mig som løb i sneglefart). Jeg tænkte, hvor kom hun fra? Vi startede alle samtidig? Nå, i målet øjnede jeg Marianne og Maybritt som stod klar ved målstregen, glædestrålende, krammer og omsorg. Dejligt. Samt fotografen og hjælperne med vand og medaljer.

I øjenkrogen så jeg de 2 østrigere vinke. Jeg smilte bare, glad og lettet over at have gennemført og se, at det havde Marianne og Maybritt også. Naja kom i mål lige efter mig. Skønt! Så var der den kendte lidelse lige efter et løb som skulle overstås, mens vi ventede på Lene og Louise. Vi besluttede at få noget varmt tøj på imens, og så gik der ikke længe, så kom de. Lidt efter kom Jan tilbage. Han havde gået 12 km for at følge os forskellige steder. Han havde stået længe på fjeldet og ventet, fordi det var både halv og hel som han skulle have filmet der. Lene og jeg gik glip af at komme på podiet for 1. og 2. pladsen i vores aldersgruppe. Men, pyt. Vi fik medaljerne med posten senere. Til sidst tog vi ud at spise og fejre Louises 23 års fødselsdag. En skøn dag, og en skøn uge! Tak fordi I ville være med og gøre oplevelsen helt særlig!

 

 

Maybritts tanker:

Når jeg tænker over vores løb, så er det ud over den fantastiske oplevelse det var at gennemføre løbet, det som fællesskabet omkring løbet gjorde. Selvom der ikke var mange tilskuer, så var der glæde og mange hep fra andre løbere. Jeg overholdt de aftaler jeg havde lavet med mig selv. Jeg nød naturen, bakkerne vinden og ikke mindst glæden undervejs og især da jeg blev klar over at, det her gennemfører jeg sidst men ikke mindst var det fantastisk at stå ved mållinjen og tage imod jer andre

Najas tanker:

Ja fællesskabet ved løbet gjorde oplevelsen speciel. Selvom vi havde kørt på bakkerne i bil, var de ukendte for mig på den lange maraton distance 😊Da løbet var startet handlede det om at nyde naturen, fårene i vejkanten, de søde mennesker ved depoterne og på vejen, der havde opmuntrende ord og heppede på os. Jeg hørte musik på de lange strækninger, det hjalp, når der er langt imellem andre løbere. Så pludselig dukkede Anna op, hun havde været ude og vende og var på vej tilbage, den gensynsglæde var stor der blev taget billeder og selfie med Anna inden vi løb hver vores vej. Der gik ikke længe inden jeg mødte Louise og Lene og den gensynsglæde var også stor. At se de var glade og havde overskud, gav mig ekstra energi Efter vendepunktet vidste jeg der var 4 store bakker, de blev langsomt tilbagelagt. Det var en fornøjelse at møde Jan på ruten der heppede og tog billeder I målområdet blev jeg modtaget af glade løbevenner, de hjalp med drikkelse og tæpper, da selv den mindste anstrengelse pludselig virkede uoverskuelig og kroppen blev træt og musklerne stive. Det var en fantastisk oplevelse

 

 

 

Som I nok kan læse, så har vi haft en helt fantastisk tur. Det var et løb, som var svært helt at forberede sig mentalt på hjemmefra, for hvor store er bakkerne egentlig? Og er vejret virkelig SÅ dårligt som alle siger? Bakkerne er store, meget store – naturen er storslået og vejret var meget bedre end vi havde turdet håbe på. Så tusind tak til Anna og Jan for at give os nogle helt fantastiske og uforglemmelige oplevelser

Lene